Kosmos

For nogle hundrede år siden troede vi, at universet var omkranset af en krystalhimmel oversået med fiksstjerner. For mindre end hundrede år siden troede vi, at Mælkevejen var universets eneste indhold. I dag mener vi, at det synlige univers har en udstrækning på mindst 100 milliard [...]
Visa längre beskrivning

For nogle hundrede år siden troede vi, at universet var omkranset af en krystalhimmel oversået med fiksstjerner. For mindre end hundrede år siden troede vi, at Mælkevejen var universets eneste indhold. I dag mener vi, at det synlige univers har en udstrækning på mindst 100 milliarder billioner kilometer i alle retninger omkring os. Vi ved, at den pragtfulde hvælving af stjerner, som udgør Jordens nattehimmel, er en uendelig lille brøkdel af de hundreder af milliarder af stjerner, som findes i vores galakse, og vi ved også, at der er mindst lige så mange synlige galakser, som der er stjerner i vores egen Mælkevejsgalakse. Vi ved, at vores galakse er et medlem i en hob af galakser, som selv er et yderligt beliggende medlem af en 100 millioner lysår stor galakse superhob, der igen indgår i en trådstruktur, som strækker sig en milliard lysår gennem rummet.

Kosmos skaber mening i dette svimlende himmelpanorama ved at udforske det skridt for skridt og ved at illustrere planeter, måner, stjerner, tåger, hvide dværge, sorte huller og andre eksotiske objekter, som befolker himlen, med over 450 spektakulære og raffinerede optagelser. Vi begynder derhjemme med at se Jorden fra oven, inden vi vover os ud i solsystemet via Månen, Venus, Merkur, Solen og Mars. Vi krydser asteroidebæltet og begiver os ud i det ydre solsystem, dér hvor gaskæmperne holder til: Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Hinsides Neptuns bane møder vi en kirkegård af isfyldte rester fra solsystemets dannelse og tager afsked med Solens domæne. I det interstellare rum sætter vi kursen mod vores galakses hjerte, mens stjernelivets rytmer giver sig til kende for os: Vi passerer gennem skyer af gas og støv, hvis mørke brydes af det blændende lys fra hobe af nydannede stjerner. Vi ser døende stjerner svinde hen som planetariske tåger eller rive sig selv itu som supernovaer. Vi navigerer gennem tætte sværme af stjerner og når frem til galaksens kerne, en gravitationel malstrøm af eksotiske stjerner, som er indfanget af et supertungt sort hul.

Efter at have krydset Mælkevejen rejser vi ud i det intergalaktiske rum. Derude følger vi galaksernes hemmelige liv. Vi ser dem flå deres ledsagere itu eller fortære dem hele, vi ser dem flokkes til hobe, så der opstår enorme ansamlinger, som spænder over millioner af lysår og deformerer rummet med deres enorme gravitation. Når vi baner os vej ud i det endnu fjernere kosmos, rejser vi også tilbage i tiden. Efter at have tilbagelagt den ufattelige afstand på 13,4 milliarder lysår nærmer vi os tidens begyndelse og grænserne for det synlige univers, hvor vores rejse må slutte - men ikke før vi har overvejet, hvordan vores univers er blevet til, og hvordan det vil dø.